Liseleje fornyes
7. april 2013

Tiden går, ting består – næsten, men folk dør og nye og nyt kommer til Liseleje.
Vi har nu boet i byen i over 10 år og har set folk komme og gå. Vi bor centralt og kan følge med i byens liv både sommer og vinter.
Når en af de gamle i byen dør sker der, har vi erfaret, ofte store forandringer.
Vi boede førhen i et almindeligt parcelhuskvarter hvor familier kom og gik. Men vi så aldrig et hus blive erstattet af et andet, blot fordi en familie valgte at flytte og en anden købte op.
Det sker så til gengæld i Liseleje! Vi har set mange huse blive solgt, ikke bare som dødsboer, men også blot fordi den tidligere ejer ønskede sig et andet sted hen.
Det startede nok for os med, at et par valgte at flytte udenlands og satte det lille fiskerhus til salg. Det lå på en grund meget tæt på vandet. Huset var virkelig gammelt og der var blandt meget andet meget lavt til loftet. Huset var velholdt, javel, men bestemt ikke tidssvarende – og så med den beliggenhed, var de jo oplagt at tænke på et nyt og noget større. Fiskerhuset blev solgt godt og efter en pause på ca et år, (kommunen skal nok tænke lidt forestiller jeg mig) så blev det revet ned. Der blev piloteret og gjort ved og op tronede et stort, sort, absolut tidssvarende symmetrisk (det foreskriver lokalplanen) træhus, som var lige til BoBedre.
Vores genbo døde, hans hus ligger også udmærket på grunden, og det så køber af liebhaveriet med det samme og udstykkede enkelthuset til to huse. Det ene blev nybygget og det andet fuldstændigt renoveret. Fint og pænt i byen.
Så døde Tandlæge Andersen! Hans hus ligger, eller rettere lå, på en dobbeltgrund – og i anden række til havet. Der vil med andre ord være havudsigt fra anden sal, hvis man bygger godt op i højden. Vi har så gået rundt om grunden i et års tid eller mere, og undret os over at ingen bed til bollen. Det skete så her i efteråret. Og op kom nogle små pæle der indikerede at grunden skulle deles op. Helt oplagt. Men hvad så med huset?
Et ældre rødstenshus i murmesterstil, stort og med potentiale for at blive flot hvis det blev renoveret, som nabohuset var blevet det et par år tidligere.
Nope. Det skulle rives ned. Her ses hvordan man river et hus ned på en nær-strandgrund anno 2013….

Liseleje hus nedrives

Tandlægens hus rives ned

Reklamer