Der står folk bag

21. oktober 2011 - Skriv en kommentar

Det er helt sikkert, mange tror der ikke sker noget som helst efter uge 32, i Liseleje. Men sådan er det heldigvis ikke. Alle de arrangementer der løber af stablen i løbet af året, opfindes og planlægges jo ikke dagen før de afholdes eller afvikles. Ideer kommer løbende, planlægningen forgår også løbende. De fleste arrangementer i Liseleje udspringer af den super aktive borgerforening i byen. Det er i bund og grund den – borgerforeningen, der primært består af folk der har afsluttet deres arbejdsliv og hvis børn for længst er blevet midaldrende, der står for underholdningen og planlægningen af alle årets events i Liseleje. Imponerende ikke?
Gennemsnitsalderen i borgerforeningens bestyrelse er så høj, at ingen rigtig vil tale om den. Men de gider godt fortælle hvad de har af planer næste gang der skal være borgerforeningsmøde. Iveren vil igen ende tage.
Jeg har undret mig over hvad der får disse rare ældre medborgere til at lægge så megen energi i, at underholde byens besøgende, for det er jo primært dem der laves arrangementer for. Svaret har jeg stadig til gode….
Senest her i uge 32, er der lige afholdt en ualmindeligt velbesøgt ”vildtdag” ved Havtyren overfor Lisestuen, på vejen ned til den offentlige badestrand i Liseleje. Ca. 150 personer, som fortrinsvis var familier, poppede op af hullerne – eller måske ud af sommerhusene, og deltog, trods regnvejr, i det velplanlagte og veludførte arrangement.
Liseleje Bageren havde givet en stor pose friskbagte boller, borgerforeningen havde kogt fasansuppe og en jæger havde været tidligt oppe og skyde et rådyr. Det blev ”brækket” efter alle kunstens regler, og alle børn, og sikkert mange voksne, så for første gang, hvordan et dyr så ud uden pels på og før det kom i plastikposer. Kødet fra Liseleje rådyret kunne købes med hjem.
Efterårsferien sluttes flot af med andespil (108 deltog) og loppemarked. DMI melder heldigvis sol de sidste dag i efterårsferien. Mon ikke mange vil glæde sig over dette?

Glæd jer alle til den kommende sæson, der er stadig krudt i borgerforeningen og de kan stadig huske hvem der har gode ben, hvem der kan bukke sig og de respekterer hvem der ikke kan, når de sammen sætter lys på de udlagte juletræer eller når de samler borgerforeningens partytelt til arrangementerne.
Så tænk på det næste gang du hygger dig i Liseleje og deltager i et af de planlagte events, at der står folk bag og at de gør det hele frivilligt for DIN og dine børns (og børnebørns) skyld.

En “hemmelig” restaurant i Liseleje

4. september 2011 - Skriv en kommentar

Jeg er sikker på der er mange der ikke ved det, men Café Støberled er for det første stadig åben, og for det andet er det altså ikke en Café i den klassiske forstand, men en restaurant!

Vi har gennem flere år været kunder på Café Støberled, i Asserbo/Liselejekrydset og nydt de gode og helt særlige pizza de laver ved åben ild i en stenovn. Det er ikke en alminde sej pizza fyldt med ost og ”skinke” men en rigtig en af slagsen, som er tynd, sprød, med rigtig kød og ikke overlæsset med ost.
Den er bagt i en ovn, hvor der kan komme en rigtig sprød kant, nogle gange kan den måske være en anelse sveden, men hold da op hvor de smager godt! Med den seneste forpagter er der heldigvis også kommet andet end pizza på menuen. Heldigvis skriver jeg, for vi er ikke dem der spiser pizza ret ofte, men vi vil meget gerne komme på netop denne restaurant, for bare indretningen er noget helt særligt.
De er virkelig kreative med hensyn til lokale indretningen! Det er næsten som at sidde på en restaurant i Syd Frankrig, hvor væggene er rustikke, pudsede, terrakottafarvede. Rå granitsten titter flot frem og der er små nicher med fyrfadslys her og der. Ventetiden, som ikke er særligt lang, kan sagtens fordrives bare ved at sidde og kikke på, og beundre detaljerne.
Du skal endelig ikke afholde dig fra at gå på ”Café” Støberled, for det er en restaurant og de serverer store, meget store, burgere, flotte salater og de omtalte skønne pizza.
De sælger naturligvis også mad ud af huset, men det er jeg ikke specielt interesseret i, for jeg vil hellere sidde og nyde lokaliteterne!

Bo i Liseleje og hold ferie i Holbæk?

18. august 2011 - Skriv en kommentar
Ældre mand med hat leder efter rav på Liseleje strand

Ældre mand med hat leder efter rav på Liseleje strand

Ja, hvorfor ikke? Vi har jo feriestemning efter fyraften hver dag året rundt, når man bor i Liseleje. Derfor har jeg heller ingen skrupler ved at tage til en by som måske ikke er kendt for at være særlig ferieattraktiv – Holbæk i nordvest Sjælland.
Hvorfor så Holbæk? Jo, der kan man gå på kunsthøjskole! Jeg skulle male en uge i år, kyndigt ledt på vej af selveste Peter Carlsen!
Om han var begejstret vor mit motiv valg meldte historien ikke noget om, men i kan se hvorfor jeg ikke savnede Liselejes strande den uge jeg var væk her.
Billedet er en miniature på bare 20 x 30 cm og malet på lærred med akryl. (uden ramme)

Strålende sommer i Liseleje

18. august 2011 - Skriv en kommentar

Det har på flere måder været en strålende sommer i Liseleje i år (2011)

Mange har klaget over, at denne sommer ikke rigtig ville komme i gang – i hvert fald mht vejret. Men trods dette faktum, så har der været mærkbart flere gæster i byen end der ofte er en almindelig sommer. Hvad dette så skyldes kan vi kun gisne om.
Gætterierne går på, at nu vi ikke skal bruge så mange penge på at rejse udenlands, så er Liseleje feks et dejligt alternativ. Mange har sommerhuse, og de kan jo nemt nydes. Dem der lejer ud, har også haft mange overnatninger. Jeg ved Liselængen har haft fuldt booket denne sommer, middelmådigt vejr eller ej. Svenskerne, Nordmændene og flere danskere har været der, jeg har selv set deres biler, og de har bestemt også været på stranden og hos købmanden, som har været glad for de mange kunder!
De planlagte og afholdte begivenheder har været meget velbesøgte, det være sig torvedage, familiedag, kunstdag og senest dragefestivalen og børneloppemarkedet. Desværre var jeg ikke selv hjemme på dragefestivalsdagen. Men fra tidligere år ved jeg, at det ser super flot ud, når en masse drager troner over stejlepladsen og strandengen.

Hvilke tilbud har disse turister, danske som udenlandske så kunnet benytte sig af?

Vi har ud over stranden, som jo er et hit hele året, også den flotte naturlegeplads, som der har været trængsel på hele sommeren. Liseleje har to isboder, 4 restauranter med et varieret udbud af retter, til små og større pengepunge.

Se de spændende og alsidige restaurantsmenuer her.


Liseleje har taget del i Halsnæs træ-skulptur festival Outstanding, som har strukket sig over denne sommer i hele Halsnæs. Der er bla. lavet den fineste fisker, som har trukket en yndig havfrue i land nær Naturlegepladsen.

På familiedagen, som der står noget om i et andet indlæg, var der mødt utroligt mange op, både forældre og bedsteforældre med børn og børnebørn. Dejligt at se flere generationer hygge sig i mellem bygerne. (Det var flot vejr på familiedagen).

Selv hussalget er gået godt denne sommer, så de tre ejendomsmæglere kan vist heller ikke klage.
Parken ved torvet, og skoven ved vejen til stranden, har været holdt flot i år. Der blev fældet en del træer i foråret, og det var tiltrængt, for allerede nu, er der tæt i skovkanten igen.

Torvedage

23. juli 2011 - Skriv en kommentar

Der afholdes torvedage i Liseleje, hvert år,  hen over sommeren. Vi elsker simpelthen disse torvedage!
Da vi flyttede til Liseleje havde vi forladt et parcelhus i Frederikssund og ville ikke bruge de samme møbler i vores langt-fra-standard-hus. Altså stod vi med en masse brugte møbler og sager. Heldigt for os, havde den forrige ejer haft antikvitetsforretning i huset og loppemarked i garagen. Derfor var “kunderne” vant til at komme og kikke. Denne vane har vi så holdt ved lige, lige siden. Af uforklarlige årsager har vi hele tiden haft en masse sager – gode, nyttige, og uundværlige naturligvis, til salg, år efter år. Da vi løb tør for egne sager, havde vores venner set fidusen (læs ryddet op og givet os “affaldet” fra skabe, kældre og lofter.  “I får det, for det er da bedre at i sælger det end at vi smider det ud” var kommentarerne.
Vi har, som mange andre, holdt skarpt øje med datoerne for Torvedagene, og op til selve torvedagen, har vi naturligvis studeret DMI‘s hjemmeside nøje.

Ellers finder man stader hele vejen gennem byen. Der står mange i Skoven, i Parken men også langs hovedgaden og inde i de private haver langs hovedgaden finder man dejlige mere eller mindre brugte sager.
Personligt behøver jeg ikke købe meget tøj fra nyt, for der er rigeligt med sælgere af godt, næsten nyt tøj, i min stil og størrelse!

Ud over torvedagene arrangeres der også en familiedag. Læs om dette i et andet indlæg.

En af torvedagene er helt særlig. Almindeligvis kommer der naturligvis en masse sælgere, med borde, overdækninger, uanede mængder sager og kaffe på kanderne og godt humør. Men denne ene torvedag, går der en delegation fra “Asylet” igennem byen. De har deres egen Liseleje-olympiade. Jeg har ikke talt med en af deltagerne direkte, så det kan være forkert, men i byen fortælles det, at de på “Asylet” gerne ville hav noget at mødes om, og derfor fandt på at arrangere disse OL-lege. I år (2011) kom de kørende og gående igennem byen, rundende torvet, udklædt i forskellige nationalfarver, som feks de Svenske, Danske, Brasilianske osv.
De trutter og svinger med flag mens de paraderer gennem byen et par gange. Skønt, dejligt, unikt!

Beach Party i Liseleje

13. juli 2011 - Skriv en kommentar

En lørdag aften i juli afholdes der Beach Party på torvet i Liseleje.
Der inviteres et band, som helt simpelt står på en mobil scene og spiller hele aftenen, til sidste busafgang.
Det er restaurant Papillon, der arrangerer. Papillon sælger også øl, vin og vand fra mobile barer, som opstilles rundt om torvet. Borde og stole sættes ud og alt efter vejr og vind, kommer folk i passende outfit og bænker sig omkring bordene. Det er ikke ualmindeligt at der kommer mange fra både Frederiksværk og Hundested, men primært er det nok folk rundt om Liseleje der benytter en aften i byen til at nyde live musikken og et godt glas vin.

Vi har selv stået på torvet mange år og nydt musikken. Det første år mente vi ikke sådan noget var noget for os, men vi var, på grund af vores hus’ beliggenhed, alligevel med i festen, og kunne derfor lige så godt gå ned og være 100% med.
Det er super hyggeligt, billigt og hvis det regner, står vi alle med paraplyer og nynner med på melodierne under vores respektive, kullørte halvtag.
Byger er derfor ingen hindring, når der spilles op til Beach party!
Datoen for Beach party er 16 juli 2011.

Torvet i Liseleje er rammen om det årlige Beach party

Torvet i Liseleje er rammen om det årlige Beach party

Naturlegepladsen

4. juli 2011 - Skriv en kommentar

Der blev bevilget og efterfølgende bygget en naturlegeplads i Liseleje i 2010. Byggeriet af naturlegepladsen stod Borgerforeningen og Erhvervsforeningen i Liseleje og omegn for. Kollektivet Svanholm snittede og samlede alle dele, af den utroligt smukke legeplads.

Siden har mange børn leget der og de voksne har kunnet beundre de smukke detaljer, mens de har hygget sig med at se børnene prøve alle dele af pladsen.
Der er lavet et flot udkikstårn, som desværre i første omgang var blevet stillet op for tæt på strandbeskyttelseslinien. Derfor var det nødvendigt, for en temmelig stort beløb, at flytte den igen. Nu står den så længere inde i skoven lige ved den overdækkede spiseplads, som benyttes flittigt.
Legepladsen er skærmet af hele vejen af det rimeligt diskret men samtidig meget sikkert dyrehegn. Rart for forældrene at vide, at børnene ikke umiddelbart kan rende ud på vejen eller ind i skoven.

Der er flere indgange til pladsen. Den mest populæere er dog nok den ved isbutikken på vejen ned til stranden.

Der er mange forskellige klatrestativer og figurer.
I dag hørte jeg feks følende ordveksling mellem to små drenge.
“Nej se dragen! Den har en vinge på enden… Det er da mærkeligt den har den der hvor den laver stort!?”

Naturlegepladsen er ikke kun en sommerattraktion. Flere børneinstitutioner i Halsnæs lægger vejen forbi året rundt. Dejligt at den kan bruges af så mange og hele dagen og året rundt.
Af samme årsag har kommunen også bevilget affaldsordning, så pædagoer og andre godt folk ikke behøver bære affaledet væk selv, som de har gjort det første år, når de har benyttet pladsen.
Kommunen er nok gumpetung men trods alt ikke 100% tungnem!

Se de smukke detaljer her og nyd hvad man kan få for en million!

Sankt Hans aften i Liseleje 2011

23. juni 2011 - Skriv en kommentar

Alle – eller næsten alle, interesserer sig for vejret Skt. Hans aften. Bliver det godt eller mindre godt vejr, når man skal ud og se på bål m.m.?

Vi er så heldige at de ofte transmiterer direkte på TV2 vejret fra Liseleje strand. Det gjorde de også i år, og vejret var godt! Det blæste, men solen skinnede og alle var glade og forventningsfulde.
Borgerforeningen stabler hvert år et flot arrangement på benene. Disse flotte unge mænd (hø-hø) arbejder hele dagen på at sætte musik anlæg, kasse med pølser og øl og vand op på den højeste klit på strandengen. De inviterer en (nogenlunde) kendt person fra Halsnæs, til at holde en båltale. Alt for ofte er det borgmesteren, men heldigvis kan man ikke høre hvad han siger alligvel. Så er skaden ikke så stor. I år, 2011, var det ikke borgmesteren der talte.
Kl. 19 kommer de førte bål-gæster medbringende madkurv og lidt godt at læske ganen med. De sætter sig rundt om i klitterne, i læ, hvis det blæser lidt, og ser ned på det store bål, med heksen der venter. I løbet af de næste timer kommer der mange hundrede mennesker, ikke bare fra Liseleje, men gerne fra hele Halsnæs kommune.

De kloge butiksejere, benytter sig af lejligheden og holder åbent. Butik Lisen.dk som altid er på pletten, havde mange besøgende denne aften.
Mon ikke der også er flere der opdagede at der ligger en frisør i Liseleje? Det er ikke så tosset at ligge på vejen ned til stranden og ishuset!

Se de dejlige billeder der blev taget tidligt på aftenen.

This slideshow requires JavaScript.

Strandrensning – Liseleje strand

5. juni 2011 - Skriv en kommentar

Strandrensning i Liseleje er et samarbejde mellem Halsnæs kommune, Liseleje Borgerforening og Erhvervsforening.
Strandrensning foregår hvert år i starten af juni og plejer at være en stor succes.
De foregående år har været præget af store mængder affald af alle typer. Primært papir, men alle strandrensere, og dem kommer der heldigvis mange af, ophidses altid hvis de finder glasaffald. Det er utroligt farligt med knuste flasker og glas i sandet! Sidste år kan jeg tydeligt huske hvor ophidset en strandrenser blev, da hun fandt en halv knust vinflaske, stukket ned i sandet, med de skarpe ender opad! Det var lige til den helt store ulykke, hvis et menneske, stor som lille, havde fået den under fødderne! (Hundepoter tåler heller ikke slige sager).
I år lød det glædelige budskab, efter strandrensningen, at der var forbløffende lidt affald. Hvorfor det forholdt sig sådan vides ikke. Men det er  glædeligt, at der ikke flyder med efterladenskaber, af alle slags, når badegæsterne kommer.
Og kommer det gør badegæsterne.  Liselejes strandrensere gik mellem solbadere, for de var allerede på stranden her i Kr. Himmelfartsdagene.
Klitterne blev gennetravlet og en enkelt gammel “køkkenmødding” blev også rydder for affald i form af glasskår. Sådanne “køkkenmøddinger” findes i alle ældre samfund. Det var meget almindeligt helt op til 1950′erne, at smidde sit husholdningsaffald ud i enten den nærmeste mose, eller som her i Liseleje, ud på stranden/strandengen. Så tog naturen sig nok af det…

Afslutningsvis spiser strandrenserne grillpølser og få en lille tår efter arbejdet. Det er virkelig hyggeligt og det er glædeligt at se, at aldersspredningen er stor blandt strandrenserne. Unge, deres forældre og ældre deltager på lige fod.
Det er meget fornuftigt, at vise sine unger, at det affald der smides ude i naturen ikke bare forsvinder af sig selv,  men skal fjernes, manuelt af “nogen”, og denne “nogen” godt kan være en selv. En detalje man som forældre også lige kan flette ind i samme moment er, at fortælle hvad de mange skattekroner bruges til og hvad de ellers kan bruges til, hvis de ikke alle sammen skal bruges på affaldsbortskaffelse.

This slideshow requires JavaScript.

Morgenløb i Liseleje

4. juni 2011 - Skriv en kommentar

Lørdag morgen kl. 6.30. Solen skinner fra en skyfri himmel. Nu gælder det om at komme ud og af sted!
Der er mange grunde til at løbe om morgen. Jeg fik lige repeteret en af dem denne morgen.

Luntede opvarmningsmæssigt ned ad Søvej. Blev nærmest skubbet fremad af avisbudet. Der er mange aviser, som skal afleveres ned ad Søvej.
Da avisbudets osende diesel bil var væk, trådte alle de andre – og langt bedre lugte virkelig i karakter! Solen,  duggen og alle blomsterne, skabte tilsammen et duft orgie af dimensioner, denne morgen. Hybenroser og flere typer blomstrende ukrudt, krydrede opvarmningsløbet på skønneste vis. Tydelige spor af rådyr i det løse grus. For enden af Søvej løb en lille hare forskræmt foran mig resten af vejen til vi nåede Hyllingebjergvej. Ok, den er lidt friskere i sit løb end jeg. Jeg er heller ikke rædselsslagen, som den så ud til at være.
Hyllingebjergvej vestover. Ingen var tilsyneladende ude på denne skønne tid endnu. Et lille smut ned ad Vandværksvej for at indsnuse duften af det umodne korn på marken. Skønt og 100% sommerligt. De sidste syrener kunne også være med lidt endnu. De duftede henrivende. Et lille smut ud mod vandet skal der også være plads til. Redningsvejen er kort og vandet lå så flot, med dovne bølger og duftede. Udsigten var fantastisk. Sjældent ses Hesselø så skarpt mod horisonten som i dag. Der var udsigt til både Kullen og Odden.
Tilbage på Hyllingebjergvej. Flere hybenroser og nogle uidentificerede blomstrende buske i haverne på vej med Hellevej. Endelig en enkelt person som var ude og gå en morgentur. Hellevej er helt speciel. Her i den tidlige morgenstund, hvor alt er lyst og pastelfarvet, kan det bare ikke blive skønnere. En far havde, forhåbentlig, meldt sig selv, som morgenbrødshenter hos Liselejebageren. Han fik helt sikkert en dejlig tur (men skulle have taget cyklen i stedet for bilen).
Østover ad Hyllingebjergvej igen. Lidt morgengrødede stemmer bag et plankeværk. Smut, lige ned ad Kystvej. De smukkeste, maleriske huse kommer som perler på en snor ned ad Kystvej. Duften af vand og lyden af bølger er tydelig. Små glimt af vandet er der også mulighed for. For her er alle haver ikke buret inde bag rockerhegn! Turen ad Kystvej vækker minder, for det var faktisk en sådan tur, der fik mig, som var inkarneret Frederikssunder, til at skifte mening og flytte til Liseleje, for flere år siden. Vi har aldrig fortrudt et sekund at vi flyttede til Liseleje! Her er bare så fantastisk skønt.

Løbeturen? Hmm – Kort. Vingummiben er ikke befordrende for et godt løb. Men uanset løbets kvalitet som løb og uanset længden, så var denne morgens løb en af de bedste. Alene alle de dufte jeg løb igennem var hele turen værd.

Kystvejskik, Liseleje

Stranden ligger duftende og smuk i Liseleje

Fiskefrikadeller i Liselejes vartegn

29. maj 2011 - Skriv en kommentar

Torvedage er et tilbagevendende sommer-indslag i Liseleje. Erhvervsforeningen afholder 6-7 torvedage i sommerhalvåret. Som fast element kommer en fin gammel brandbil og kører dem der måtte ønske det rundt i Liseleje, helt gratis.
Det helt store er dog alle kræmmerne og de private loppe-sælgere, som står i skoven, i Liseleje park og ned langs Liselejes hovedgade.
På en solskinsdag kommer der virkelig mange kunder. Der bliver handlet og pruttet om priser og uanede mængder ting og sager, skifter ejere, sådan en torvedag.
Selvfølgelig er der både færre kunder og sælgere, når vejret er mindre sol-strålende.
Borgerforeningen har et par år solgt friskstegte fiskefrikadeller fra Liselejes vartegn: Ishuset. Liselejes vartegn er det gamle ishus for enden af Classensvej.
Det er virkelig guf. Store flotte, grofthakkede deller, som får tænderne til at løbe i vand, når man nærmer sig ishuset.

De smarte FleXtelte kan købes i Dancovershop.dk
Der er faste beboere i Liseleje som på dagen åbner deres garager og holder garagesalg, ligesom der oftest er musik på Restaurant Papillon og i  Café Lisestuen om eftermiddagen. Virkelig hyggeligt.

Påske i Liseleje nu og “i gamle dage”

4. maj 2011 - Skriv en kommentar
Påske i Liseleje

Påske i Liseleje

Fra maj og frem er der jævnligt lidt af hvert, torvedage, dragefestival, Beach Party m.m. I december er der julehygge i Liseleje. Fra nytår og til maj mangler der ligesom ”noget”. 
I borgerforeningen blev der talt om dette og ideer blev fremlagt, vendt og drejet. Karen som sidder i bestyrelsen foreslog, at det i påsketiden er oplagt at lave noget for særligt børnene. Der kom en sand invation af feriegæster til byen i påsken både i 2011 og 2012. Alt hvad der kan krybe og gå er – ja, krøbet til Liseleje! Vejret er som det nu er, og alligvel skal alle, unge som gamle luftes, se og ses. I 2012 blev der endda holdt et godt loppemarked på Kystvej, trods regnvejr langfredag.

Karen, som har undervist i folkeskolen i nabobyen, sammensatte et lille påskeprogram.
Der blev lavet små plakater, men ellers ikke annonceret med begivenheden. På trods af den beskedne annonring dukkede der omkring 80 deltagere op til arrangementet, som forgik omkring Havtyren på naturlegepladsen.
Karen var spændt på, om Talestolen på pladsen ville være egnet til formålet. Det viste det sig at den var. Karen havde i sidste øjeblik fået opbakning, på guitar, af Aksel, en anden kending i Liseleje. Aksel har tidligere både undervist og spillet i band. Sammen fik de sunget, spillet og fortalt om, hvordan man tidligere fejrede påske på land og i by. Karen fortalte om hvor traditionerne med at trille æg, pikke æg og dekorere æg stammer fra.  Betemt noget ikke alle længere ved eller kan huske og som kan være meget hyggeligt at vide – også i dag, hvor der rask væk indføres nye “traditioner” i en lind strøm, godt hjulpet på vej af producenter og sælgere af pynteting, nydelsesmidler og blomster.

Påske i Liseleje 2011

Sang og musik for børn og voksne i Påskeferien i Liseleje

Karen har ejet en påskehøne i filt, i næsten 40 år. Den havde hun medbragt til arrangementet så børnene havde noget at kikke på, mens Karen fortalte. Der var primært børn fra 3-10 år med og uden forældre. Alle var blevet opfordret til at medbringe et kogt æg.
Karen og Aksel sang “Ih hvor er jeg glad”, “Jeg ved en lærkerede”, “Trille, trille påskeæg m.fl. for og med børnene. Indimellem fortalte hun så om hvordan man, i gamle dage, havde haft et oveskud af æg efter fasten, som blev kogt og pyntet, og derefter leget med.

Det hele sluttede af, efter ca. en time, hvor børnene fik popkorn, fortæret omkring en gul dug.
Her efter det hyggelige indslag, skal Karen lige overveje, om der efter denne 21. april 2011, er basis for en ny tradition i Liseleje. Jeg håber der er. Det er da både hyggeligt og en dejlig at bruge times tidpå at få lidt kendskab til, hvordan vi gjorde førhen fejrede påske og at blive mindet om, at se ud og op, og nyde den nye tid, når alt pipler og pipper frem oppe og nede.

Påske i Liseleje

Børn og voksne lytter til fortællingerne

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.